Fair Cykling-logo Facebook-logo

Dopingregler

Som medlem af DCU efterlever og overholder Slagelse Cykle Ring nedenstående regelsæt:

DCU's anti-doping chartrer

DCU tager afstand til enhver form for doping og opfordrer alle aktive indenfor cykelsporten - det være sig ryttere, ledere, m.fl. - til at afvise enhver form for brug af doping.

DCU bakker op om det af WADA og ADD formulerede gældende dopingregelsæt og opfordrer samtidig alle til at bekæmpe brug af doping.

• DCU ønsker fokus på de ødelæggende konsekvenser af dopingbrug
DCU ønsker at gøre det klart for enhver at brug af doping har store konsekvenser ikke alene for misbrugeren, men også for cykelsporten som helhed. Brugere af doping bryder ikke alene det gældende regelsæt, men overskrider også en række uskrevne etiske og moralske regler i sport og er dermed med til at ødelægge selve sportens fundament.

• DCU ønsker fairplay
Doping er brud på reglerne og derfor unfair. DCU finder det helt uacceptabelt, at man bevidst forsøger at snyde. Bevidst snyd er ødelæggende for sport. Det gælder for udøverne og for omverdenen. Snyd forvrider konkurrenceelementet, som netop bygger på, at alle deltager og konkurrerer på lige fod i forhold til de gældende regler.

• DCU ønsker ikke at sport skal være til fare for helbredet
At dope sig er at eksperimentere med sin krop og sætte sit helbred på spil. DCU ønsker at skabe trygge rammer. Det kræver, at udøverne ikke sætter helbredet på spil. At bruge doping er usundt, uforsvarligt og er farligt for helbredet.

• DCU ønsker opbakning
DCU er afhængig af din hjælp i kampen mod doping. Dopingkampen vindes ikke i kontorlokalerne, men ude blandt de aktive på landevejen, på banen, i skoven m.m. Det er den enkelte rytter og leder, der gør en forskel. Sig nej til doping og vær med til at bevare cykelsporten.

For at forsvare cykelsporten og de ovenfor beskrevne værdier og samtidig opretholde et renomme til gavn for cykelsporten nøjes DCU ikke med blot at holde sig til dopingreglementet. DCU fortsætter sin kamp mod doping og for cykelsporten ved tydeligt at markere DCU's anti-doping holdninger, tage afstand til enhver form for doping og opfordre alle til at deltage i kampen imod doping.

For yderlig information se DCU: www.reneresultater.dk
Anti-Doping Danmark: www.doping.dk
www.undervisning.doping.dk
WADA: www.wada-ama.org/en